TALK
BENT JACOBSEN & CATHRINE ERRBOE
DANMARKS FARLIGSTE PLADE
"Jeg er bøsse, og det er jeg glad for!” sang Bent Jacobsen på albummet Bøsse, der udkom i 1975. Et modigt og uhørt statement i en tid, hvor homoseksualitet stadig blev klassificeret som en psykisk lidelse. På trods af anmelderroser nægtede Fona at forhandle den – de mente, det var porno, og i andre butikker turde kunderne ikke spørge efter den, fordi de var bange for at blive stemplet som perverse. Heldigvis havde nogen modet, og for mange homoseksuelle blev pladen en støtte eller ligefrem et vendepunkt i tilværelsen:
De opdagede, at de ikke stod alene.
I 2025 fylder albummet Bøsse 50 år, og det markerer Kultur Samler med bogen Danmarks Farligste Plade samt en genudgivelse af Bøsse på LP og CD foruden en talk med sanger Bent Jacobsen og journalist Cathrine Errboe.
Talken
Med udgangspunkt i bogen og LP’en udfoldes historien om den banebrydende plade, livet som homoseksuel i 1970’ernes København, danseforbuddet, politiets onanipatrulje og Bøssernes Befrielsesfront. Bent Jacobsen fortæller også om politisk teater, homoaktivisme, AIDS-epidemiens konsekvenser og om 50 års queer-kamp i Danmark.
Undervejs afspilles numre fra Bøsse, som blev indspillet med de legendariske musikere Anders Koppel, Kasper Winding, Jens Rugsted og Nils Tuxen. I dag er pladen kult og et eftertragtet samlerobjekt. Til slut er der mulighed for spørgsmål fra publikum.
Arrangørerne udtaler om talken:
Danmarks Farligste Plade bød på en aften fyldt med finurlige anekdoter, skøn musik og eftertænksomhed. Bent fortalte om sin plade "Bøsse" fra 1975 bl.a. tilblivelsen, og hvordan den var kontroversiel for sin tid, og der trækkes tråde til nutidens samfund, og hvilke udfordringer man i dag møder som LGBTQ+ person. Det var virkelig fint se, hvordan pladen og Bent for mange af gæsterne havde en særlig plads i hjertet, og der var en hjertevarme både på scenen, men også blandt alle gæsterne. Der var mange skønne og tankevækkende historier fra tiden som homoseksuel gennem årene, og det var inspirerende at høre Bent fortælle om sit liv og sin plade."
Anmelderne skriver om bogen:
*****
”Det er en på alle måder velkommen bog. Både fordi den genopliver Bøssepladen og introducerer den for en ny generation. Men også fordi den bliver et vidnesbyrd om pladens tilblivelse og den smukke, troskyldige og fremtidsoverbeviste samtid, den, trods homofobien, skabtes i. Troen på, at gennem bevidstgørelse, aktivisme og frigørelse fra heteronormative kønsroller, ville vi frisætte minoriteter over en bred kam og mennesker at large.”
Out & About
****
”… Nu er der så gået 50 år, og efter en karriere, der blandt andet har omfattet revyscenen Den Lette Ende i Bøssehuset på Christiania og ensembler som korkvartetten (nu trio), Schwanzen Sänger Knaben, har Bent Jacobsen - som er uddannet skuespiller - sammen med Cathrine Errboe, som er journalist og før har udgivet biografier i samarbejde med blandt andre skuespilleren Malene Schwartz, nu udgivet en sine steder ret spændende bog, som på en sær måde synes evigt aktuel, selv om den tager sit udgangspunkt i en plade, der udkom i et Danmark, som er meget forskelligt fra, hvad vi kender i dag.”
GAFFA
2 x 45 min. inkl. spørgsmål
Kontakt:
Kultur Samler
v/ Jesper Fredslund Andersen
tlf.: 61545559
mail: jesper@kultursamler.dk